VEDTÆGTER FOR FANØ BAD ANTENNEFORENING

 

§ 1.
Foreningens navn er " Fanø Bad Antenneforening "

 

§ 2.
Foreningens formål er at drive det eksisterende fællesantenneanlæg for ejendomme herunder ejerlejligheder ved Fanø Bad, Fanø og tilstødende områder.

 

§ 3.
Foreningens hjemsted er Fanø Kommune.

 

§ 4.
Som medlemmer optages ejere af fast ejendom indenfor det område, hvor tilslutning til det af foreningen ejede fællesanlæg er mulig.

 

Nye medlemmer skal, før tilslutning kan finde sted, betale den til enhver tid gælden­de tilslutningsafgift samt årskontingent.

Indmeldelse, der er bindende, sker skriftligt til foreningens kasserer.

Udmeldelse kan kun finde sted med 12 måneders varsel og skal foretages ved anbe­falet brev til foreningens kasserer.

Ved udmeldelse har den udmeldte ikke krav på tilbagebetaling af nogen del af indbe­talt tilslutningsafgift og kontingent.

 

§ 5.
Særlige bestemmelser vedrørende antenne anlæg m.m.:

Nye medlemmer skal jfr. § 4 betale en tilslutningsafgift, der hvert år, gældende for det kommende år, fastsættes på foreningens ordinære generalforsamling. Såfremt driften er outsourcet, jfr. § 10, oplyses den aftalte afgift.

Ved enhver overdragelse af en tilsluttet ejendom indtræder den nye ejer med virk­ning fra overtagelsesdagen automatisk i den tidligere ejers rettigheder og forplig­telser overfor antenneforeningen. Såfremt driften er outsourcet, jfr. § 10, oplyses den aftalte afgift.

Det enkelte medlem skal hvert år betale et årskontingent, fastsat på årets ordinære generalforsamling. Kontingentet tjener primært til dækning af foreningens drifts­udgifter herunder vedligeholdelse af anlæg, energiforbrug, forsikringer, afgifter til signalleverandører o. lign. Såfremt driften er outsourcet, jfr. § 10, oplyses den aftalte afgift.

Medlemmerne er pligtige at tåle, at evt. forstærkere og tilslutningsstandere place­res på eller ved deres ejendom. Det skal samtidig være tilladt foreningen at iværksætte nødvendige foranstaltninger til vedligeholdelse og udbygning af anlæg og fødelinier, også når dette måtte berøre et medlems ejendom eller på andre måder måtte medføre gener for et medlem.

 

Forpligtelser som omtalt under dette punkt kan, såfremt foreningen finder det hensigtsmæssigt, helt eller delvist tinglyses på den pågældende ejendom dog med re­spekt af den til enhver tid tinglyste gæld.

 

Samtlige omkostninger ved en sådan evt. tinglysning afholdes af foreningen.

Enhver reparation af anlægget alt inclusive skal foretages af en af foreningen godkendt installatør. Dette gælder også brud på kabler, der løber på eller ved medlemmets ejendom herunder såvel grund som bygninger.

Medlemmerne er pligtige at holde deres tilsluttede udstyr samt andet elektrisk udstyr o.lign., der måtte forefindes på deres ejendom i en sådan stand, at det ikke generer signalmodtagelsen for foreningens øvrige medlemmer.

Såfremt et medlem ønsker tilslutning til mere end en modtager radio og eller TV, påhviler det medlemmet selv at afholde sådanne ekstra udgifter, som dette måtte medføre.

Skulle et medlem undlade at overholde de i medfør af nærværende vedtægter på­tagne forpligtelser, kan bestyrelsen med 8 dages varsel for berigtigelse af det undladte, uden yderligere varsel foranledige antenneanlæggets signal til det mis­ligholdende medlem afbrudt. Genoplukning kan herefter kun ske efter bestyrel­sens godkendelse, og et af medlemmet forinden betalt gebyr til dækning af de ved afbrydelsen og genoplukningen af foreningen afholdte udgifter.

Bortset fra sådanne udgifter, der alene vedrører de af et medlem tilsluttede mod­tagere eller indvendige egne installationer, henhører alle vedligeholdelser og reparationer af anlægget under fællesudgifter, der afholdes af foreningen. Et medlem er dog ansvarlig for beskadigelser, som det selv eller andre for hvem det måtte være ansvarligt, påfører de forbindelseskabler, forstærkere og tilslut­ningsstandere, der forefindes på medlemmets ejendom. Sådanne beskadigelser skal desuden snarest muligt meddeles til foreningens kasserer eller en af forenin­gen godkendt installatør.

 

§ 6.
Foreningens årlige ordinære generalforsamling afholdes på Fanø inden udgangen af hvert års juli måned.

Indkaldelse til den årlige ordinære generalforsamling sker ved almindeligt brev til medlemmerne med mindst 8 dages og højst 30 dages varsel og med angivelse af dagsorden og evt. indsendte forslag, der skal behandles på generalforsamlingen. Det reviderede årsregnskab vedlægges indkaldelsen.

 

§ 7. 
Generalforsamlingen er den højeste myndighed i alle foreningens anliggender.

Hvert medlem har en stemme på generalforsamlingen.

Generalforsamlingen vælger en dirigent, der leder forhandlingerne.

På den ordinære generalforsamling skal foretages:

 

Afgivelse af formandens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.

Fremlæggelse af det reviderede årsregnskab til godkendelse.

Fastsættelse af tilslutningsafgift for nye medlemmer i det kommende år og næste års kontingent. Såfremt driften er outsourcet, jfr. § 10, oplyses de aftalte afgifter.

Valg af bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter.

Valg af revisor og revisorsuppleant.

Behandling af indkomne forslag.

Eventuelt.

 

§ 8.
Forslag der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal i skriftlig form indleveres til formanden eller kassereren inden den 15. maj samme år.

 

§ 9.
Foreningen ledes af en valgt bestyrelse på 2 til 4 medlemmer.

Herudover er den til enhver tid fungerende formand for "Fanø Vesterhavsbads Grundejer­forening" medlem af antenneforeningens bestyrelse.

De valgte bestyrelsesmedlemmer vælges for en 2 årig periode, således at halvdelen af medlemmerne afgår hvert andet år, når den valgte bestyrelse består af et lige antal medlemmer.

Såfremt den valgte bestyrelse består af et ulige antal medlemmer afgår hvert andet år et lige antal med­lemmer og hvert andet år et ulige antal medlemmer.

Genvalg kan finde sted.

Udtræder noget valgt medlem af bestyrelsen, forinden hans valgperiode er udløbet, indtræder indtil førstkommende ordinære generalforsamling efter lodtrækning en af de på generalforsamlingen valgte suppleanter.

Bestyrelsen vælger blandt sine medlemmer en formand, en næstformand og en kasserer.

 

§ 10.
Foreningen tegnes af 2 bestyrelsesmedlemmer herunder kassereren og/eller forman­den.

Bestyrelsen er bemyndiget til at optage de for antenneanlæggets udvidelse nødven­dige lån, idet det dog tilstræbes, at enhver udvidelse, i det omfang det er muligt, finansieres ved foreningens egne midler.

Bestyrelsen er endvidere bemyndiget til på et realistisk økonomisk grundlag at be­stemme omfanget og rækkefølgen af antenneanlæggets udbygning.

Foreningens bestyrelse kan, såfremt den finder det hensigtsmæssigt, outsource driften, herunder vedligeholdelse af foreningens anlæg samt levering af signaler, til en leverandør, som må anses for at besidde de nødvendige kompetencer for levering af sådanne ydelser.

 

§ 11. 
Formanden indkalder til bestyrelsesmøder enten på eget initiativ eller på begæring af et bestyrelsesmedlem.

Formanden repræsenterer foreningen udadtil.

Kassereren opkræver medlemskontingenter og tilslutningsafgifter samt varetager øvrige ind og udbetalinger og fører foreningens regnskaber samt den løbende korrespondance.

Næstformanden fører forhandlingsprotokollen.

 

§ 12. 
Foreningens likvide beholdninger indsættes i pengeinstitut.

Foreningens revisor skal til enhver tid have adgang til at gennemgå foreningens bogholderi samt til at foretage beholdningseftersyn.

 

§ 13. 
Foreningens regnskabsår går fra 1. april til 31. marts.

Årsregnskabet revideres af den af generalforsamlingen valgte revisor.

 

§ 14. 
De på en generalforsamling behandlede spørgsmål afgøres ved simpel stemmeflertal. Dog kræves der til vedtægtsændringer, at mindst 2/3 af de på generalforsamlingen tilstedeværende medlemmer stemmer for de foreslåede ændringer.

Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når et flertal af bestyrelsens medlem­mer finder det fornødent, når 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begæring til formanden herom, eller en generalforsamling beslutter det.

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling finder sted efter samme fremgangs­måde som gælder for den ordinære generalforsamling.

Afholdes ekstraordinær generalforsamling i månederne juni, juli eller august sker det på Fanø ellers i Esbjerg.

På generalforsamlinger kan der ikke afgives stemmer i henhold til fuldmagt.

 

§ 15. 
For foreningens forpligtelser af enhver art hæfter kun foreningen.

Der påhviler hverken bestyrelsen eller foreningens medlemmer nogen form for per­sonlig hæftelse for de foreningen påhvilende forpligtelser, af hvilken art disse end måtte være.

 

§ 16.
Til foreningens opløsning kræves, at forslaget herom har været til afstemning på 2 på hinanden følgende ordinære generalforsamlinger, og der på hver af disse, af de frem­mødte stemmer, har været mindst 75 % tilslutning til opløsningen.

For så vidt opløsningen vedtages med ovennævnte kvalificerede majoritet, skal den sidste af de 2 generalforsamlinger ved simpelt stemmeflertal tage stilling til anvendelse af foreningens formue, dog med den begrænsning, at anvendelsen sker på en måde, som tjener til udvikling og/eller forskønnelse af området Fanø Vesterhavsbad.

 

§ 17.
Før gyldigt medlemskab af foreningen kan opnås, skal medlemmet ved sin under­skrift på den for foreningen gældende indmeldelsesbegæring tiltræde nærværende vedtægter med deraf følgende rettigheder og forpligtelser.

Nærværende vedtægter erstatter vedtægter af 17. marts 1990.

 

Således vedtaget på foreningens ordinære generalforsamling den 15. juli 2011.