VEDTÆGTER FOR FANØ VESTERHAVSBADS GRUNDEJERFORENING

§ 1. Foreningens navn er ”Fanø Vesterhavsbads Grundejerforening”

 

§ 2. Foreningens formål er at varetage medlemmernes interesser ved bl.a. tiltag af følgende karakter:

  • at tilstræbe en forbedring af forholdene ved Fanø Vesterhavsbad såvel af praktisk som visuel karakter.
  • at varetage medlemmernes interesser i forholdet til offentlige myndigheder.
  • at støtte udviklingen af turismen m.m. ved Fanø Vesterhavsbad bl.a. ved samarbejde med andre aktører, det være sig offentlige myndigheder, organisationer, virksomheder. foreninger og private personer, der arbejder for fremme af dette formål.       

 

§ 3. 

Som medlemmer optages ejere af fast ejendom, bebygget eller ubebygget, i området Fanø Vesterhavsbad, som dette fremgår af vedhæftede bilag A. Som medlemmer kan endvidere optages erhvervsdrivende ved Fanø Vesterhavsbad. 

Indmeldelse kan ske til et medlem af bestyrelsen. 

Udmeldelse skal ske skriftlig til foreningens formand med mindst 1 måneds varsel til udløbet af et regnskabsår. 

Et medlem kan efter indstilling fra bestyrelsen udelukkes af foreningen, når dette vedtages på en generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer.

 

§ 4. 

Medlemskontingentet fastsættes af den årlige ordinære generalforsamling, og opkræves derefter snarest hos medlemmerne. 

Manglende rettidig betaling af kontingent medfører, at vedkommende medlem udelukkes af foreningen. Det pågældende medlem kan dog optages igen, når restancen berigtiges.

 

§ 5.

Foreningens ordinære generalforsamling afholdes på Fanø inden udgangen af hvert års juli måned. Indkaldelsen til den årlige ordinære generalforsamling sker ved almindeligt brev til medlemmerne med mindst 8 dages og højst 30 dages varsel og med angivelse af dagsorden og evt. indsendte forslag, der skal behandles på generalforsamlingen. Det reviderede årsregnskab vedlægges indkaldelsen.

Indkaldelsen med tilhørende ovennævnte dokumenter kan ved bestyrelsens beslutning herom også finde sted pr. e-mail til medlemmerne.

 

§ 6. 

Generalforsamlingen er den højeste myndighed i alle foreningens anliggender. 

Hvert medlem har en stemme på generalforsamlingen.

Generalforsamlingen vælger en dirigent, der leder forhandlingerne.

 

På den ordinære generalforsamling skal foretages: 

1. Afgivelse af formandens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år. 

2. Fremlæggelse af det reviderede årsregnskab til godkendelse. 

3. Vedtagelse af næste års kontingent. 

4. Valg af bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter. 

5. Valg af revisor og revisorsuppleant. 

6. Behandling af indkomne forslag. 

7. Eventuelt.

 

§ 7. 

Forslag der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal i skriftlig form indleveres til formanden eller sekretæren inden den 15. maj samme år.

 

§ 8. 

Foreningen ledes af en bestyrelse på 5 til 9 medlemmer. 

Bestyrelsesmedlemmer væ1ges for en 2 årig periode, således at halvdelen af medlemmerne afgår hvert andet år, når bestyrelsen består af 6 eller 8 medlemmer. Såfremt bestyrelsen består af 5, 7 eller 9 medlemmer afgår hvert andet år et lige antal medlemmer og hvert andet år et ulige antal medlemmer. 

Genvalg kan finde sted. 

Udtræder noget medlem af bestyrelsen, forinden hans valgperiode er udløbet, indtræder der indtil førstkommende ordinære generalforsamling efter lodtrækning en af de på generalforsamlingen valgte suppleanter. 

Bestyrelsen vælger blandt sine medlemmer en formand, en næstformand, en kasserer og en sekretær.

 

§ 9. 

Formanden indkalder til bestyrelsesmøder enten på eget initiativ eller på begæring af et bestyrelsesmedlem. 

Formanden repræsenterer foreningen udadtil. 

Kassereren opkræver medlemskontingenter, varetager øvrige ind og udbetalinger og fører foreningens regnskaber.

 

Sekretæren fører forhandlingsprotokollen og er ansvarlig for den løbende korrespondance.

 

§ 10.

Foreningens likvide beholdning indsættes i pengeinstitut.

Hævninger kan kun ske ved underskrift af kasseren.

Bestyrelsen er under hensyntagen til foreningens samlede økonomi bemyndiget til at yde kontante tilskud til opfyldelse af foreningens formål jf. ovennævnte § 2.

Foreningens revisor skal til enhver tid have adgang til at gennemgå foreningens bogholderi samt til at foretage beholdningseftersyn.

 

§ 11. 

Foreningens regnskabsår går fra 1. april til 31. marts.

 

§ 12. 

De på en generalforsamling behandlede spørgsmål afgøres ved simpelt stemmeflertal. Dog kræves der til vedtægtsændringer, at mindst 2/3 af de på generalforsamlingen tilstedeværende medlemmer stemmer for de foreslåede ændringer. 

Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når et flertal af bestyrelsens medlemmer finder det fornødent, når 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begæring til formanden herom, eller en generalforsamling beslutter det. 

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling finder sted efter samme fremgangsmåde som gælder for den ordinære generalforsamling. 

Afholdes ekstraordinær generalforsamling i månederne juni, juli eller august sker det på Fanø ellers i Esbjerg. 

På generalforsamlinger kan der ikke afgives stemmer i henhold til fuldmagt.

 

§ 13. 

Til foreningens opløsning kræves, at forslaget herom har været til afstemning på 2 på hinanden følgende ordinære generalforsamlinger, og der på hver af disse, af de fremmødte stemmer, har været mindst 75 % tilslutning til opløsningen. 

For så vidt vedtages opløsningen med ovennævnte kvalificerede majoritet, skal den sidste af de 2 generalforsamlinger tage stilling til anvendelse af foreningens formue, hvilket sker ved simpelt stemmeflertal. 

Således vedtaget på stiftende generalforsamling den 21.11.1963 med ændringer på generalforsamlingerne den 30.07.1964, 31.07.1976, 14.07.2000 og den 18. juli 2014.

 

I bestyrelsen: 

Mogens Friis Nielsen – Frank Outzen – Hans Henning Jensen - Ove Brinck Sørensen -

Hans-Jørgen T. Jensen.

 

Bilag A til vedtægter for” Fanø Vesterhavsbad Grundejerforening”.

 

 

Konkretisering af området inden for hvilket ejere af bebyggede og ubebyggede grunde kan optages som medlemmer i “ Fanø Vesterhavsbad Grundejerforening” jfr. vedtægternes § 3. 

Som medlemmer kan optages grundejere, hvis ejendom er beliggende på følgende veje: 

Dalen 

Fjeldstien 

Flisestien 

Golfstien 

Golf vej 

Hanevej 

Klitkammen 

Klitkrogen 

Klitsøvej 

Kystvejen 

Nonboevej 

Norges Fjelde 

Nybydal 

Nyby Klitvej 

Nørreklit 

Nr. Meldbjergdal 

Skovsletten 

Skovstien 

Strandvejen 

Strandsøvej 

Sønderklit 

Vesterklit

 

Hvortil kommer ejere af ejerlejligheder i følgende bebyggelser: 

Golfparken 

Fiskerhusene 

Danland 

Badeland